Webdesign

NB: Denne side opdateres kun sporadisk, da jeg i mit daglige arbejde som softwareudvikler tilbringer mere end rigeligt med tid foran skærmen.

En af mine større interesser er webdesign - altså ikke i den forstand, at jeg ynder at lave animerede GIF-billeder eller skriver alle sider i et eller andet obskurt tekstbehandlingsprogram og blot bruger Export as HTML-funktionen. Min primære interesse/fascination inden for området ligger i muligheden for at separere indhold fra præsentationen - at eet (eller flere) dokumenter kan præsenteres forskelligt alt efter mediet.

Jeg har tidligere deltaget ofte i debatten på de webdesign-orienterede danske nyhedsgrupper (jeg signerer altid mine indlæg med mit fulde navn, Anders Thorsen Holm), primært dk.edb.internet.webdesign og dk.edb.internet.webdesign.html. Efter nogle år på arbejdsmarkedet inden for branchen er min deltagelse i debatten dog stilnet noget af.

Søger du specifikationer eller artikler, har jeg samlet en række webdesign-relaterede links andetsteds.

Websites jeg har været med til at lave

Herunder er en oversigt over nogle af de websites, jeg har været med til at lave.

Jeg startede så småt at eksperimentere med HTML i min gymnasietid. Det var dengang browsernes understøttelse af CSS ikke var nær så god som i disse dage, hvorfor man typisk var forfalden til frames, tabeller og <font>-elementer.

Nu om dage stræber jeg dog efter at benytte Strict XHTML til at strukturere dokumenterne og lader CSS om alt det præsentationsmæssige.

CSS-baseret kolonnelayout

Mange skribenter i nyhedsgrupperne efterlyser CSS-baserede teknikker til at lave to- og tre-kolonners layouts til websites. Jeg har lavet et nogle simple løsninger; fælles for dem alle er, at de kræver en "moderne" browser for at fungere efter hensigten, hvilket udelukker eksempelvis Netscape Navigator 4.x, jeg af princip ikke gider beskæftige mig med længere.

2 kolonner

3 kolonner

  • Fast bredde, gør brug af samme teknik som sidstnævnte af 2-kolonners layout-eksemplerne.

Alternative løsninger

Java applet-menuer

Tilbage sidst i 1990'erne var Java applet-baserede menuer nærmest på mode. Mange websites – særligt tilhørende mindre virksomheder og private – måtte simpelthen have en menu med vand-effekter eller rødt-og-blåt-spraglede baggrunde, der skiftede, når man førte musemarkøren over. Jovist var det da interessant - første gang! Når man efterfølgende oplevede at måtte vente evigheder på at få indlæst sider med spraglede menuer, udviklede det sig til et rent irritationsmoment - hvis ens browser da ikke crashede forinden!

Udover de tekniske og brugbarhedsmæssige aspekter, er problemet med den slags menuer, at de er ressourcekrævende og besværlige at ændre. Vore dages browsere har heldigvis efterhånden en god understøttelse af CSS, så hvorfor ikke benytte det til at opnå nogenlunde samme effekter som de forældede Java applet-menuer?

  • Fancy-no-applet-menu - inspireret af den grimme fphover.class, typisk kendt fra Frontpage-genererede sider.

Tooltips

Nogle gange kan der være behov for lidt mere uddybende information eller bedre formattering af teksten, end hvad der er tilgængelig via almindelige tooltips (som udløses af <title>-attributten og i Internet Explorer også af <alt>-attributten på billeder).

Denne løsning gør brug af lidt JavaScript til at vise tekst andetsteds i dokumentet ved siden af musemarkøren. Er JavaScript ikke understøttet, eller deaktiveret, fungerer henvisningerne som normale, interne links. Desværre har Internet Explorer en ulækker bug der gør, at <select>-lister altid placerer sig foran det øvrige indhold - undtaget <iframe>s. En <iframe>-baseret løsning blev taget i brug til Varde Ovnes website.

Stofanet.dk

Når jeg i ny og næ støder på websites, der af den ene eller anden grund ikke kan ses i andet en Internet Explorer, er det ikke ualmindeligt at jeg forsøger at implementere en tilsvarende side, der snildt kan ses i alle moderne browsere.

Omkring oktober måned 2003 blev der i Stofanets nyhedsgruppe telia.internet.stofa klaget over, at brugere af browseren Mozilla ikke kunne benytte menuen på Stofanets bruger-website. Fejlen skyldtes, at der blev benyttet ældgammel, browser-specifik og dermed ikke-valid kode (bl.a. <layer>-elementer), hvor der naturligvis ikke var nogen som helst garanti for at det ville virke i standardoverholdende browsere.

Brug stofanet som brugernavn og password for at tilgå ovennævnte sider.

Det ser nu (23. august 2004) ud til at Stofanet har fået rettet en fejl i deres menu, så den nu fungerer i Gecko-baserede browsere. Selv om de ikke har benyttet mit løsningsforslag er det dog ganske rart at have været med til at påvirke dem.